Mormor's Hjemmerørt Rejesalat
Det tager ikke lang tid at lave en rejesalat, som er mange gange bedre end dem du kan købe i supermarkederne, hvor man skal lede længe for at finde rejerne. Det bedste jeg ved når jeg er til påskefrokost hos mine forældre er den hjemmerørte rejesalt, så derfor denne opskrift.
Opskriften er nok til 6 personer.
Ingredienser
• 500 g frosne pilselvrejer eller friske rejer i vakuumpakning. (Brug ikke rejer i lage)
• 1 spsk. citronsaft
• 1 glas små hvide asparges
• 1/2 dl god mayonnaise (jeg bruger den ægte på pose)
• 1 dl 38% cremefraiche
• 1 dl 18% cremefraiche
• 1/4 tsk. Dijon sennep
• Himalayasalt
• Friskkværnet peber
• 1 lille bundt dild
Sådan gør du:
Rejerne optøs og pilles hvis du bruge frosne pilselvrejer. Kom aspargesene op i en si og lad dem dryppe af. Rør mayonnaise, cremefraiche, Dijon sennep og citronsaft sammen i en skål. Tilsæt lidt salt og peber. Tag aspargeserne op og pres lidt mere væden ud inden du blander dem i dressingen sammen med rejerne. Bland forsigtigt salaten sammen. Smag eventuelt til med mere salt og peber.
Anret din rejesalat i en skål og pynt med et dildkviste.
Server på et godt stykke franskbrød med sprød salat.
P.s. denne rejesalat er lige så god til julefrokosten som påskefrokosten :-)